Udlejningskonsulent til Kolding

Bliv en del af GSV

Kan du se dig selv i en rolle, hvor du bliver en værdsat sparringspartner for vores kunder i en virksomhed, der stræber efter at give den mest personlige service i branchen?

Så er det måske dig, der skal være med til at forsyne landets virksomheder med entreprenørmaskiner ved at hjælpe vores kunder og have helt styr på det praktiske, når det kommer til selve udlejningen.

Lyder det som noget for dig? Så læs videre her.

Et selvstændigt og alsidigt job med fokus på professionel service og vejledning

Du bliver en del af vores udlejningsteam i Kolding, hvor vi er et team på 3 medarbejdere med forskellige baggrunde. Ens for os alle er, at vi interesserer os for mennesker og maskiner.

”Vi er hver dag i løbende kontakt med vores kunder og gør vores bedste for at de får en professionel service, hver gang de lejer hos os. Der er stor efterspørgsel, så det går ofte stærkt i vores afdeling – men aldrig så stærkt, at vi ikke stadig har det godt sammen” fortæller Allan Baatrup

GSV er med til store og små byggeprojekter og din opgave er at sikre og vejlede til, at kunden får de rigtige maskiner til opgaven uanset om det er håndværktøj, mindre maskiner, lifte eller de helt store gravemaskiner. Variationen af maskiner er stor og der kommer hele tiden nye maskiner til. Det sikrer en stor alsidighed i opgaverne.

Vi arbejder digitalt, så du har altid et overblik over, hvad kunden har lejet hos samt hvad der står ledigt, du kan tilbyde kunden. Det overblik giver vi også til vores kunder via vores GSV app.

Du håndterer forskelligartede administrative opgaver, såsom ordrebehandling, bestilling af transport og materiel, etc. og er med til at sikre, at vores systemer er opdateret når processer og forretningsgange efterleves. Sammen med salgsafdelingen vil du foretage opfølgende salg med udgangspunkt i afdelingen.

Må vi byde dig indenfor i vores udlejning?
Vi leder efter en kollega, der har erfaring med kundeservice og er hjemmevant i at levere en god kundeoplevelse til kunder og kollegaer. Det er en fordel, hvis du har erfaring fra branchen, det vigtigste er dog, at du har teknisk interesse og forståelse, er løsningsorienteret og formår at sætte dig i kundens situation ved udlejningsforespørgsler samt evner at gennemskue uforudsete behov af entreprenørmateriel. Du går, som os, langt for at give vores kunder en god service, der sikrer, at vi fortsat har en høj kundetilfredshed.

Derudover lægger vi vægt på, at du:

  • Er forhandlingsdygtig og har sans for godt købmandskab
  • Kan arbejde selvstændigt, struktureret og kan træffe hurtige beslutninger
  • Er rutineret bruger af diverse IT-systemer, gerne med erfaring med Navision
  • Har gyldigt kørekort og gerne truckcertifikat

Ordentlig oplæring og plads til udvikling

Vi tager altid godt imod nye medarbejdere i GSV. Du bliver introduceret til hele teamet og får et onboardingforløb, som du selv er med til at strukturere, så det passer til dig. Samtidig får du god oplæring af dine rutinerede kolleger, som også står parat til at hjælpe og sparre på de enkelte opgaver. Vi hjælper hinanden og har fokus på godt samarbejde, både i eget team og i GSV.

Vi ser frem til at høre fra dig!

Er du parat til godt socialt samvær og udviklingsmuligheder? Så send os en ansøgning og CV via linket nedenfor.

Har du spørgsmål til stillingen, så kontakt Interim Afdelingschef Allan Baatrup på tlf.: 4029 3989

Ansøg hurtigst muligt, da vi holder samtaler løbende.

Grundet persondataforordningen modtager vi ikke CV og ansøgning på mail.

Om GSV

GSV er Danmarks førende materieludlejer med materiel til alle bygge- og anlægsopgaver. Uanset om det drejer sig om småt håndværktøj til en mindre byggeopgave eller de helt store maskiner, der skal i brug, når Danmarks motorveje, broer og metroer anlægges. Vi har afdelinger i hele landet og leverer lige til døren eller byggepladsen.

GSV er en innovativ samarbejdspartner og vi vil gerne være med til at tage ansvar for Danmarks fremtid. Hos GSV søger vi henimod at blive mere bæredygtige, digitaliseret og vigtigst af alt, har vi altid fokus på mennesker.

Læs mere om at arbejde hos os her.