Forside  >  nyheder  >  G.S.V. Materieludlejning indgår aftale om køb af Ramirent DK

G.S.V. Materieludlejning indgår aftale om køb af Ramirent DK


[Opdatering]

G.S.V. Materieludlejning A/S har i december indgået aftale med Ramirent Group om at overtage deres danske forretning. Den forventede godkendelse af aftalen var først forventet i januar, men er flyttet til marts, da konkurrencemyndighederne har udbedt sig mere tid. Vi har en rigtig god dialog med Konkurrencestyrelsen og forventer alt falder på plads som ventet.

 

G.S.V. Materieludlejning A/S har den 3. december indgået aftale med Ramirent Group om at overtage deres danske forretning. Ved købet styrker G.S.V. sin position i markedet indenfor byggeri, anlæg, industrien og det offentlige.

Med overtagelsen af Ramirent A/S fortsætter G.S.V. Materieludlejning A/S konsolideringen i det danske marked for udlejning af materiel.  Opkøbet, der er det fjerde på fire år, går i tråd med at styrke G.S.V.’s forretning, med et dybere og bredere sortiment og nye geografier til glæde for kunderne.

”Ramirent og G.S.V. er et perfekt match. Vi har samme syn på kundeservice, vi arbejder ens, vi deler en lang række værdier – og begge virksomheder sætter mennesker før maskiner, når vi skal fortælle, hvem vi er” siger Dan Vorsholt, administrerende direktør i G.S.V.

Ramirent A/S, der er en del af Ramirent koncernen, har i dag afdelinger over hele Danmark og er specielt stærke, når det gælder professionel servicering af kunder der lejer mindre og småt materiel i de lokalt forankrede afdelinger, mens G.S.V. er førende på større projekter og landsdækkende servicering af kunder.

”I fremtiden vil vi ramme et endnu bredere og mere varieret kundesortiment end i dag, hvilket går i tråd med vores strategi og betyder at vores kunder i alle kategorier kan se frem til et endnu stærkere udbud indenfor både materieludlejning og tilknyttede services” siger Dan Vorsholt.

For kapitalfonden CataCap, der ejer G.S.V. og nu snart også Ramirent, giver opkøbet strategisk god mening.

”Med dette opkøb fortsætter vi den konsolidering af markedet, som vi startede for fire år siden. G.S.V. er på en vækstrejse og vi er på vegne af aktionærerne stolte af at have skabt en stærk platform for yderligere vækst til glæde for kunder og medarbejdere” siger Peter Ryttergaard, fra CataCap.

Handlen skal godkendes af konkurrencemyndighederne, inden aftalen er endelig.

Fakta: Det nye GSV

  • Det nye GSV kommer til at bestå af mere end 520 medarbejdere
  • Omsætningen runder 1,1 milliard
  • GSV går fra 16 til 30 lokationer fordelt i hele landet
  • Virksomheden kommer til at råde over 28.000 udlejningsenheder

For yderligere information:

Kontakt Lars Mejer fra vores kommunikationsbureau, Friday

På telefon 21 48 32 54 eller på mail, mejer@fday.dk

 

Se video om Ramirent Danmark og GSV