Europæisk industrileder køber GSV

Pressemeddelelse:

Danmarks største udlejer af maskiner og materiel til byggeindustrien, GSV Materieludlejning A/S, får ny ejer. Den danske kapitalfond CataCap sælger GSV til franske Kiloutou Group, som er den tredjestørste aktør inden for udlejning af maskiner og udstyr i Europa. Ifølge GSVs CEO er der tale om det perfekte match.

Danske GSV har gennem de seneste år styrket sin forretning, foretaget opkøb og øget bredden i sit tilbud fra stadig flere lokationer på tværs af landet. I dag er GSV til stede på 19 lokationer i Danmark og servicerer alt fra de største entreprenører til lokale håndværksmestre. I 2021 accelererede GSV sin udvikling ved bl.a. at foretage en gennemgående digitalisering af virksomhedens processer samt lancere en digital kundeportal med tilbud om flådestyring til kunder. Begge tiltag har vakt genlyd i branchen herhjemme – men også ude i Europa.

Fokus på klima og digital transformation
Den stærke position på det danske marked, en digital førertrøje og et markant fokus på at drive en grøn omstilling i byggeindustrien har fået flere investorer til at byde på GSV, men der er nu fundet et perfekt match i franske Kiloutou Group.

“CataCap har været den rigtige ejer i den transformation og positive udvikling, GSV har været igennem op til nu. Vi er i dag en stærkere og mere digital forretning. I Kiloutou Group får vi nu en ejer, der er en af de ledende i branchen i Europa og som meget tydeligt har tilkendegivet, at vi har mange gode ting, vi kan dele og lære af hinanden på tværs af organisationen,” siger GSVs CEO Dan O. Vorsholt.

Ny ejer, men samme GSV
Kiloutou Group øger sin tilstedeværelse i Europa med opkøbet af GSV. Ifølge Dan O. Vorsholt får GSV nu en ejer, der kender industrien indefra og som ønsker at investere yderligere i digitalisering, bæredygtighed og vækst.

“Vi får ny ejer, men vi bibeholder vores strategiske fokus. Vi fortsætter med at drive GSVs nuværende strategi, og der er ingen planlagte ændringer i ledelsen eller andre steder i organisationen. Vi beholder desuden vores grønne logo. GSV bliver nu en del af en stor europæisk organisation, og det er vores klare ambition, at det også skal komme vores kunder til gode,” siger Dan O. Vorsholt.

Det perfekte match
GSV siger nu farvel til CataCap efter syv års ejerskab og bliver i stedet del af en fransk industrileder, der er ejet af en familiefond.

“I GSV er vi da stolte, fordi vi får en ejer, der tænker langsigtet, har store finansielle muskler – og som deler vores værdi om, at mennesker kommer før maskiner, hvilket betyder, at vi passer på vores relationer til både medarbejdere, kunder og leverandører. For os er Kiloutou Group det perfekte match,” slutter CEO Dan O. Vorsholt.

For Olivier Colleau, som er Executive President i Kiloutou Group, er der heller ingen tvivl om, at de to virksomheder bliver et godt match:

“GSV og Kiloutou deler mange af de samme værdier i forhold til udvikling af medarbejdere, høj kundetilfredshed og klimavenlige produkttilbud. Jeg ser frem til at arbejde tæt sammen med GSVs dygtige og erfarne team, og vi glæder os til at byde dem alle velkommen i Kiloutou Group.”

For mere information kontakt:
Anne Cecilie Lysbo, Direktør Marketing og ekstern kommunikation, GSV
Telefon: 2522500
Mail: acl@gsv.dk